(Artikel fra Kristeligt Dagblad den 7. august 2020) Baggrundsbilledet på min PC har siden min fars død i efteråret 2019 været et foto, som hører til et af de dyrebareste i mit liv. Fotoet er taget af min mor en sommerdag i 1959 i gårdspladsen på husmandsstedet i Sydvestjylland, hvor jeg voksede op som den førstefødte af i alt seks børn. Jeg står halvanden år gammel til højre i billedet iført hjemmesyet kedeldragt, en hvid sommerhat og med en pind i hånden – det havde jeg altid dengang. Jeg kigger let skræmt eller bare betænkeligt hen mod fotografen. Eller også er det ud mod den fremtid, der venter i al sin uvished. Men det er ikke det vigtigste i billedet. Det vigtigste er, at min far, 27 år gammel, sidder på hug ved siden af mig og kigger indgående og undrende på mig med et varmt, let smil om læben. Det er min fars blik på mig, der den dag i dag giver mig en varm og god fornemmelse og som gør billedet så dyrebart for mig.
Jeg er fra sidst i halvtredserne (1957) og er nu først i tresserne (62 år). Jeg har selv for længe siden som yngre voksen og far siddet på hug ved siden af mine egne fire engang så små. Nu er tiden gået, og det var den sådan set allerede dengang og hele tiden. Tiden er der når den går (Halfdan Rasmussen). Og jeg er her, midt i livet. Fordi det er ethvert menneske til enhver tid – lige midt i livet. Det er, som jeg hørte den gamle radiomand Egon Clausen sige det, meget bedre at tænke cirkulært end lineært om ens livstid. Fordi sådan er livsfølelsen i virkeligheden, hvad enten jeg står som en lille dreng i gårdspladsen derhjemme eller ligger gammel af dage på hospice, så er jeg lige midt i livet, mit liv, og ikke på en linje, der klippes mere og mere af, og hvor jeg nu nærmer mig kanten. Det, der i det cirkulære livsbillede kan variere, og som gør det, det er radius. Og en dag falder det sammen det hele i det inderste midterste punkt, som jeg godt kan forestille mig har at gøre med det, vi med kristendommen taler om som evigheden. Vi får se!
”Det blev slet ikke, som jeg havde regnet med”, kom jeg en dag til at sige til min kære hustru af andet ægteskab – ”Hvad blev ikke?” – ”Ja, livet. Jeg troede længe, at når jeg blev først i tresserne, så skulle jeg sidde som en anden mafioso ved bordenden med børn og svigerbørn og børnebørn på besøg siddende ned langs bordsiden og med deres moder i køkkenet svingende livretter ind til hver og én.” Sådan blev det ikke. Det blev noget dyrebart andet. Inklusive skilsmisse og nyt ægteskab med hende, som jeg nu deler liv, seng, bord og livretter med.
Jeg har gjort, og gør, alt muligt af det en mand på vej ind i alderdommen gør: Køre motorcykel sammen med ligesindede midaldrende og ældre mænd, sejle havkajak, spille tennis og cykle på mountainbike. Men det bedste af alt, det er ikke alt det jeg gør, men – som tiden går – dette i stadig højere grad at finde fred i at være, den jeg er. Inklusive forfaldet, for det hører med både udenpå og indeni. Som Stine Pilgaard skriver det i romanen ”Meter i sekundet” om det at blive ældre: ”Skarpheden forsvinder, porerne bliver større, kroppen lægger sig på plads i bløde folder, ikke kun fordi den giver op, men også fordi den finder fred.” Hvor godt, når også kroppen finder fred. Og ikke jages i et væk af tanker og ideer om at skulle kunne holde sig ung helt ind i alderdommen.
Jeg er ikke alene glad for at være mand i tresserne, jeg er taknemmelig for at være blevet 62. Jeg drømmer om at blive gammel. Men nu må vi se. Jeg siger med Søren Ulrik Thomsen i ord fra ”Rystet spejl” om, at hvis alle veje endte her, så: ”… ville det være helt fint for mig / skønt jeg jo ikke blev det / jeg forestillede mig / men den jeg er / hvad der er mindre glamourøst / men mere eventyrligt / eftersom det ikke engang er noget / man kan drømme sig til / men kun vågne op og være / hver evige eneste uventede dag.” Jeg er ikke en jubelnar. Jeg er også og stadig, helt ind i sindet, knægten fra gårdspladsen, og med det let skræmte eller ret betænkelige udtryk. Jeg er faktisk bange for både det ene og det andet af det, der kan komme. Og vil komme. Døden ikke mindst. Den elskede andens og min egen inklusive. Og alt muligt af det, der kan ramle sammen inden den tid. Men det vil jeg ikke udpensle, for det må ikke stjæle billedet, og det gør det så på underfuld vis heller ikke i det daglige. I hverdagen, hvor Danmarks korteste og smukkeste sang – sangen fra de gode gamle Gasolindage – bliver ved med at husere i mig og slet ikke så sjældent komme ud af munden på mig med både ord og melodi: ”Som et strejf af en dråbe / fik vi lov til at håbe / på de ting som skal komme / før end livet er omme”.
Det er i grunden godt at være menneske. At være mig i mit liv som mand nu i tresserne. Jeg kunne slet ikke tænke mig noget andet. Og det skal jeg så Gudskelov heller ikke. Der er nok at se til. Og se hen til. – Jeg står nu i min fars gamle kedeldragt i skoven med, ikke en pind i hånden, men ofte med en motorsav. Og siden med kløveøksen i hænderne for at skaffe træ og varme til vinteren til os to i huset i skovkanten. Det er meningsfuldt. Og både sommer og vinter, livet igennem, og sandelig også nu i tresserårene, varmer det mig usigeligt meget, at have min fars kærlige blik helt tilbage fra dengang hvilende på mig som en bund og bærende kraft nu her 62 år gammel, hvor jeg endnu er lige midt i livet.