Min far var født i januar 1932 på en lille landejendom i Nørre Nebel nord for Varde. Han huskede både den 9. april 1940 med de mange tyske fly brummende ind over landet og de mange tyske køretøjer fyldt med soldater på vejene i dagene derefter. Og han huskede i den grad den 4. maj 1945 om aftenen med frihedsbudskabet i radioen.

Allerede som 11-årig kom min far, som var nummer tre i en børnerig husmandsfamilie, ud at tjene. De følgende år indtil konfirmationen var han fra forår til sensommer tjenestedreng på en lille gård et par kilometer derhjemmefra hos gode folk, Marie og Kristian, som også var hans forældres gode venner.

Min far har fortalt om sin del af modstandskampen bestående i, at han en sommerdag, 11-12 år gammel, da han var på vej op på møddingen med en børrefuld møg, så en tysk lastbil med åbent lad og en flok bevæbnede tyske soldater sidde der – da greb min far til våben – det vil sige: han tog møggreben og holdt den op som et gevær og ”sigtede” ud mod soldaterne. Det så én af de tyske soldater og han løftede straks sit gevær og sigtede tilbage. Da kapitulerede min far. Da opgav han for altid modstandskampen og smed sig ligeså lang han var ned i møddingen.

Fredag den 4. maj 1945 om aftenen sad min far, 13 år gammel, inde i stuen hos Marie og Kristian og hørte de danske nyheder fra Radio BBC – ”Her er London” fulgt af en række krigsnyheder – og så midt i det hele en længere pause – efterfulgt af ordene: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager:…”

Da havde min far, som han selv har fortalt det, kun én ting i hovedet: at få det fortalt til dem derhjemme. Og så løb han ellers ud af stuen, ud af Maries og Kristians gård, sydvestover mark og eng og henover banen (Nebelgrisen). Min far sprang over grøfter og bæk – sprang som aldrig før eller siden – hjem for at fortælle, hvad der var blevet sagt i radioen. – Sådan har der til alle tider været mennesker, der glædesprængte er løbet afsted med det glade budskab, som for øvrigt på græsk hedder: evangelium.

Jeg kan godt lide at se min far for mig den forårsaften den 4. maj 1945, løbende henover markerne, med et stort bævende smil om læben og godt nyt til dem derhjemme.