(Her endnu en prædiken i coronatiden – nu den 3. søndag efter påske – den første søndag i maj hvor vi skulle have haft konfirmationer, men de er udskudt til først i september – og hvor vi går og glæder os til forhåbentlig meget snart igen at kunne mødes til gudstjenester i vores kirker)

”Når nu min verden bliver kold og forladt / finder jeg trøst i min kæreste skat / klipper motiver med drømme og saks / papirsilhouetter af den fineste slags. // Her er et af min far og min mor / de som gav mig til denne jord / kærlige kys og en duft af jasmin / altid solskin og sødeste min. // Livet er langt / lykken er kort / salig er den der tør give det bort…”

Ja, det er Kim Larsen i sangen ”Papirsklip” fra ”Midt om natten”. Det er ord mange af os har sunget og fundet rum og hvile i. Måske endda som godnatsang sammen med sange som ”Jeg ved en lærkerede” eller ”Solen er så rød mor”. Og hvad handler de så om disse sange? Joo – at det er godt at have et sted at være. Være rummet og kunne finde hvile og tryghed trods alle farer derude.

”I min fars hus er der mange boliger”, siger Jesus. Der er god plads hos Gud. ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!” siger Jesus. Det er godt, at være rummet og kunne have et sted at være med det hele (all inclusive!). Alt det der gik godt, og alt det der gik galt i løbet af dagen. Og så alligevel med tryghed og sindsro kunne lægge sig til hvile. Som et barn i trygge kår i boligen og sengen ved aftentide derhjemme hos far og mor, lægge sig til at sove.

”Livet er langt / lykken er kort / salig er den der tør give det bort…” – Jesus er den, der giver det hele bort – sig selv, sit liv, sin kærlighed. Og er som sådan Gud for os: ”Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig” siger Jesus. Vil du kende noget til, hvem Gud er og vil være for os, så må du kende noget til Jesus. ”Jeg er vejen og sandheden og livet”, siger Jesus; ”ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Han er den, det hele drejer sig om for os som kristne. Og det er godt, for han er rummelig og den der virkelig giver os grund til at tro på, at der ”i min fars hus er mange boliger” – at der er god plads hos Gud – i liv og i død: plads til dig og mig med det hele.

Det er blandt andet det, der ligger i de store ord, vi slutter vores trosbekendelse med – nemlig, at ”vi tror på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”. At vi trods svigt og fejhed og diverse fejlskud må høre til hos Gud, i Guds kærlighed – med hud og hår, og det til evig tid: ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”.

Hvor er det godt at blive rummet. Eller som det siges i romanen ”Nogenlunde på størrelse med universet” af Jon Kalman Stefánsson: ”Det er så godt når nogen vil sige ens navn”. (s. 332) Hovedpersonen, den midaldrende Ari, har svigtet og fejlet og er ”gået galt i byen” med det ene og det andet i sit liv, herunder kommet væk fra hende, der var hans livsledsager og børnenes mor. Efter et par år i København er Ari nu vendt hjem til Island. På et tidspunkt ligger han på et hotelværelse i Keflavík og lytter til en kvinde i naboværelset, som synger: ”Sig mit navn som kun du kan sige det, så ved jeg at jeg er til”. (Åh ja) Hvor stor kan sorgen være? Ja, nogenlunde på størrelse med universet.”

Det ved Ari noget om. Og det ved hans far, Jakob, kræftsyg og rent faktisk døende, sandelig også noget om. Åh, så meget liv han også har spildt og spoleret både for sig selv og for andre. Nu har Jakob på plejehjemmet delvist slået kludene sammen med jævnaldrende Anna, som også har levet et rimeligt hårdt liv med også alt for meget sprut. Hun kan tage Jakob. Stryge ham over håret. Kysse ham, og sige: Kære Jakob.

Anna er, som romanen siger det: ”Det eneste menneske, som har fået Jakob til at sige Sindsrobønnen højt, andre steder end under (alkoholafvænnings)behandlingen som han har været igennem to gange, og hun tre: ”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskel.” Men, som det siges: ”Men hvor skal visdommen komme fra, og hvad hvis Gud ikke kan give dig det nødvendige mod, det er måske udsolgt, ikke længere på lager, du må vente, der arbejdes på skift her i himmerige, men vi kan bare ikke følge med, himmerige er for lille til menneskers lidelser.”

Ja, sådan kan man have det, og føle det, når ens verden bliver kold og forladt – også som forladt af den gode Gud. Eller, som det siges om Jakobs tanker i en nattetime på kanten af livet: Eller at Gud slet ikke er ”interesseret i at give dig mod eller visdom, ja, i det hele taget give dig noget som helst, for du fortjener det ikke, dit liv er mislykket, du har svigtet alle, mest dig selv, levet sådan i over halvfjerds år, hvilket spild. – Jakob græder. Så, hvisker Anna, så, så. Hun kysser ham på skulderen og trækker ham derefter ned til sig, jeg skal hjælpe dig, mumler hun halvt i søvne, det er aldrig for sent at ændre tingene, ikke så længe man lever, i morgen er der atter en dag, og den er vores. Jakob falder til ro, hun falder i søvn, han lytter til hendes vejrtrækning som bliver tungere og tungere og stryger hende varsomt, måske endda kærligt over armen.” – Hvor er det godt at være rummet og kunne finde hvile og tryghed trods alle farer derude – og fejheder og fortvivlelser herinde. ”I min fars hus er der mange boliger”, siger Jesus. Der er god plads hos Gud. Der er på nådefuld vis plads til dig og alt dit, sådan som du i glimt og gyldne stunder kan opleve det her i livet hos det andet menneske. I hans eller hendes favn, og med dit navn kærligt nævnt og sagt højt eller bare hvisket. Jo: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!” siger Jesus.

Og lidt senere den nat, hvor Jakob er faldet til ro hos Anna, som nu er faldet i søvn igen, står han op og stavrer hen i køkkenkrogen, hvor han sætter sig, og rækker ud efter en kuglepen og en yatzy-blok, hvor han river en side af og skriver på bagsiden: ”Mit liv har ikke været præget af ro. Det er min egen skyld. Og det værste var ikke at kunne tale med dem som stod mig nærmest. Tale om det der absolut ikke burde ties om. Det lykkedes mig at ødelægge meget med det. Jeg” – og han river endnu en side af yatzy-blokken, sidder lidt og skriver så: ”… nej, jeg tror at jeg går, ja, ja, eller rettere stavrer ned til strandkanten og kigger lidt på vandet inden jeg fortsætter. Og så er jeg overbevist om at jeg endelig kan få sagt det som er vigtigt.”

”Livet er langt / lykken er kort / salig er den der tør give det bort…” – ”I min fars hus er der mange boliger; hvis ikke,” siger Jesus, ”ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?” Der er (i Jesu navn) ikke noget der er for sent eller for ødelagt til, at der ikke kan sættes ord på det – så godt som muligt – over for Gud og over for det andet menneske. Og hvor der ved at ”tale om det der absolut ikke burde ties om” vil kunne findes vej til nyt liv. I Jesu navn. Han som med guddommelig legitimitet om sig selv siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet” – ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!”

Der er god plads hos Gud – i Himlen – og her hvor vi er og lever her og nu, hver især. Plads til at være her med det hele. Både det, der gik godt og det der gik galt. Herunder alt det jeg gjorde galt, eller skulle have gjort men ikke fik gjort. Få sat ord på det! Tal om det! Tal højt om det der absolut ikke burde ties om! Tilgivelse findes. Nyt liv opstår, selv på kanten: ”vi tror på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv” – husk det nu! Der skal slet ikke så sjældent ikke stort andet til end at kapitulere. Gi slip. Gå nedenom og hjem. ”Livet er langt / lykken er kort / salig er den der tør give det bort…” – og give sig hen til det liv, der endnu er at leve – så fuldt og så helt som muligt – i grundet rummet og favnet – selv ind gennem nattens mørke – ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!” I Jesu navn, amen.