(Fra en prædiken til 2. søndag efter påske (om Jesus som den gode hyrde) – den 26. april nu her i coronatiden hvor de forårskåde frie løb og sammenrend (som var vi får og lam), herunder at mødes i kirken til gudstjeneste, endnu ikke er mulig – men snart – snart skal vi ses igen – også i kirkeskibet til gudstjeneste!)

Da jeg var barn på landet bestod en del af sommertjansen for en knægt som mig i at hente køerne fra marken “ude til vester” hjem til malkning. De gode dage var, når køerne genkendte stemmen og lød dens kalden. Når det lykkedes mig fra lang afstand at kalde dem til mig med et ”hep, hep, hep”, og jeg ikke skulle hele vejen ned på marken og bag om de bagerste, før jeg kunne få flokken med hjem. Men var der bare én, der ikke adlød røsten, ja, så var det af sted på den lange tur.

Jesus bruger billeder fra det liv, som har været kendt af alle i tusindvis af år: Hyrden, der leder sin flok – kalder og fører ved hjælp af stemmen – lader sin røst lyde – og ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig …”. Sådan er livet, når det er godt. Så hører vi stemmer(!) og genkender blandt alle andre den stemme, som vi har godt og allerbedst af at lyde og høre til hos. Tilhøre. Som når mor kaldte i stormagasinets mylder eller fra køkkenvinduet ud i haven – måske bare mit navn – mors stemme og mit navn – så hang verden sammen – rigtigt godt endda. Så hørte vi sammen – for det er jo det, stemmen og ordene kan: Få os til at høre sammen.

Når vi sidder i kirken i kirkeskibet til gudstjeneste, så bliver det så tydeligt, at vi hører sammen, og at vi netop og i særlig grad gør det ved at høre sammen. Sammen høre stemmer, røst og ord, og i det og bag det alt sammen høre vor Herres egen stemme kalde. Som hyrden, kalde på os, og kalde os for sine egne får – men også og endnu mere for sine elskede børn – fortabte og genfundne sønner og døtre af huset – alle dage i Hans hånd, som ingen og intet skal rive os ud af.

Jo, det er sandelig godt at høre til og høre hjemme – OG det er godt at være fri og komme ud, og få luft i håret og afstand til dem og det derhjemme. Som et får eller en ko at komme på nyt græs, måske endda i fjerne enge. Ja, og så jo altså blive hentet hjem – komme hjem igen, og igen, hver gang tiden er inde til det.

”Inderst inde er vi alle langt ude”, som jeg hørte én sige det (Lilian Munk-Rösing) – inderst inde er vi langt ude! Det er en grundkonflikt vi også som mennesker lever i: Vil vi have for meget tryghed, så bliver det til indespærring og truende indelukkethed. Vil vi på den anden side have for meget frihed i form af ubundethed, så bliver trygheden en by i Rusland. Helt ligetil er det ikke. Og går vi til kristendommen for at få enkle ligefremme svar og forklaringer, ja, så får vi det ikke.

”Da slog jøderne ring omkring Jesus”, står der, ”og de spurgte ham: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud”. Men Jesus lader sig ikke spærre inde af nogen ring omkring ham, eller anden form for indespærring. Han bryder ud af selv gravens mørke. Ud i lyset. Og han fører os med sig derud i det fri.

Jesus lader ikke sig og sit sætte på formel. Kærligheden kan ikke forklares. Nåden er ikke et regnestykke. Det guddommelige kan ikke bare siges ligeud. Men det kommer til os ad snørklede veje. Det lyder til os, som når hyrden med sin røst kalder fårene sammen og fører dem videre ud til græssende grønne dale og bakker. Og hjem igen. Hans røst lyder til os alle mulige steder – den, der har ører at høre med, høre(!) – også på steder vi måske ikke sådan lige havde forventet det. Måske gennem en strofe i en god popsang. Eller et andet menneskes røst. En af dine kæres stemme. Eller i et salmevers, som vi synger det i en salme (100 Salmer, nr. 850) med ord om, at: ”Troen, håbet, kærligheden, livet / alting får jeg af din gode hånd, / fremtidsmål og drømme får jeg givet, / bind mig tæt til dig med stærke bånd, / så jeg aldrig kommer til at glemme, / hvem jeg er, og hvor jeg hører hjemme.”