Indtil jeg var 6-7 år gammel, hed min bedste ven og legekammerat, Frans. Vi var dengang nabobørn. Sammen med ham, med Frans, opdagede jeg verden, sådan som børn gør det, opslugte og selvforglemmende. I leg og i drøm og på opdagelsesrejser – ikke geografisk set ret langt ud omkring – men bortset fra det, så kom vi virkelig langt omkring. I træet vi kravlede i. I hullet i jorden, vi gravede. Med drømme om kommende tunnelsystemer og underjordiske net af gange og huler. Sejlads med barkbåde i en vandpyt, pinde, sten og en smule jord og pludselig havde vi hver især en stor gård med marker og dyr og nok at se til. I sproget og ordene og samtalen, vi hele tiden havde kørende og udviklede sammen. Sådan var det, mit gode liv, i de første barndomsår, gang på gang i forundringsleg sammen med Frans.

Jeg blev derfor også meget glad, da jeg en del år tilbage i tiden hørte, at pave Benedikt ville gå på pension og at den nye pave det skulle være Frans! Tænk sig!

Nå ja, det er så en anden Frans end ham, jeg legede så godt med i sin tid. Men alligevel. De er i hvert fald i en eller anden grad begge to opkaldt efter den samme Frans – nemlig ham hvis ”Solsang” vi synger fra i salmebogens nr. 17: Frans af Assisi fra 1200-tallet – forundringsmesteren Frans, som ud af alt det han hører og ser med store undrende øjne bare MÅ synge ”Halleluja” og sige Gud tak i syngende lovprisning ”med hjerte, mund og hånd / halleluja”. Det er godt at synge ordet ”halleluja”. Prøv det! Det kan godt sætte sig i én som et stort forundrings-ja til livet: HalleluJA!