”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange,” lyder slutordene hos Markus om kvinderne påskemorgen ved Jesu åbne, tomme grav. Som altid må vi sætte os så godt som muligt ind i beretningen fra evangeliet. Og her mener jeg virkelig, alt det vi kan her og nu, følge kvinderne påskemorgen. Åbne os for al den mulige indlevelse vi måtte kunne have hver især. Gå med kvinderne, Maria Magdalene og den anden Maria og Salome – med de vellugtende salver i hænderne – gå med dem, med kvinderne, i morgengryet derud til graven – til den gravhule, det gravkammer, disciplene havde fået stillet til rådighed langfredag ind under aften af den rimeligt velbeslåede Josef fra Arimatæa. Og de spørger hinanden, kvinderne, på vejen derud til graven, i solopgangen, hvordan de overhovedet skal komme derind til hans døde legeme – der er jo, ved de godt, blevet rullet en kæmpesten for indgangen til gravhulen.

Men da de kommer derhen, ser de, at stenen er væltet fra – ”Og da de kom ind i graven”, står der i de ord, vi læste og hørte – ”da de kom ind i graven”(!) – vi skal altså ind i graven, i gravhulen, i gravkammeret – vi skal derind, og i halvmørket derinde se englen – ”en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side”. Her hvor forventningen er at se den døde viklet ind i hvide linnedklæder, ser vi en anden og meget levende hvidklædt ung mand – ”og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: ”Vær ikke forfærdede!”…” – ”Frygt ikke!”, som altid er det første en engel siger. Og hør så, hvad englen siger om Jesus, som betød alt for os hver især, og som vi så fuldstændigt forfærdeligt mistede i fredags, som døde forbryderens død på korset og som blev, kort før solnedgang, lagt herind i graven – englen siger: ”I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”

Og så er vi her ved vendepunktet – det største og til evig tid mest betydningsfulde vendepunkt – her, hvor vi nu står inde i graven med ansigtet stadig vendt ind i halvmørket mod bagvæggen derinde – og så, nu ved englens ord – kort sagt: ”Han er ikke her, han er dér” – nu ved englens ord, som peger ud af graven, vender vi os, omvender os, her på vendepunktet, 180 grader rundt og ser ud i lyset – og hvad det i virkeligheden betyder, det forstår vi ikke – endnu ikke – men vi aner det – og bare det at ane det, er her påskemorgen først af alt skræmmende, fordi det er jo i virkeligheden for godt til at være sandt – hvad da? Ja, dette: At kærligheden, Guds kærlighed, som Han – Menneskesønnen – Jesus – hele tiden havde sagt det – at kærligheden, den guddommelige, skulle være stærkere end alt andet – selv døden! – Kan det virkelig være sandt? Vi kan ikke forstå det – men lyset og livet og menneskene, disciplene og alle de andre vi kender og ikke kender, de er derude – og nu er vi blevet vendt om – omvendt – og nu går vi derud – ud i lyset – med englens ord i ryggen: ”… han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.”

Det er virkelig påsken som vendepunktet (og tak til statsministeren for det udtryk i 2021) – en samlet genåbning! Kan vi tro det? Tør vi tro det? Og tale højt om det til de andre, vi møder på vores videre vej derude? At døden, også din og min egen ventende død, ikke længere er det endegyldige? At Guds kærlighed i Jesus den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus, har åbnet udgangen fra graven og døden og transformeret den til indgang til livet – banet vejen for os ud af graven – sprængt dødens magt i tusind stumper og stykker. Halleluja! Tør vi tro det?

Det er påske. Opstandelsen er lige her. Kristus er opstanden! Han er gået i forvejen for os, og vil møde os og være hos os hvor så end vi går hen. Opstandelsen er lige her. Og hisset. Det er den virkelighed, vi har at gå ud til. Og leve i. Og være i. Både når vi er bange, og når vi ikke længere er det. Fordi, det er sandt. Kristus er opstanden! Glædelig påske!