Hvordan bliver man et helt menneske? Glad for sig selv, sit liv og sit medmenneske? Hvordan kan vi kendes ved vore liv og hinanden? Hvordan tager vi imod? Og hvordan bliver vi selv taget imod? Hvordan får vi sagt det, som skal siges i en verden hvor tavsheden og uvidenheden om os selv og hinanden er enorm? Hvor så meget kun er halvt og ensomheden stor – ”for vi ved ikke mere om hinanden end det vi ser, vi står med lup midt i Mælkevejen, og det vi ser er heller ikke sandt, vi ved kun lidt og ingenting, vi er adskilte og hver for sig, vi står udenfor, vi er blot utålmodige betragtere, og om os selv ved vi endnu mindre.”

Ordene, tankerne, er Barnums. Barnum Nilsen, som er fortælleren og hovedpersonen i Lars Saaby Christensens roman ”Halvbroderen” (læs den! Og orker du ikke de godt 700 sider så se den lige nu på Netflix i 8 afsnit a 45 minutter i en vellykket filmatisering fra 2013!). Men, som det også siges: ”det lidt vi ved, må vi ikke glemme, og det vi tror vi ved, skal også regnes med.” Trods glemsel og uvidenhed kan der fortælles. Og skal der fortælles. Kun herigennem opstår mulig sammenhæng, helhed, mening. – Barnum er et lille menneske. Mindre end de fleste andre. Også i sit voksenliv. En mandsling. En pisling. En parentes, som drømmer om at blive fyldt ud. Fordi der er i ethvert menneske en længsel, en sult, efter at være hel. Men hvordan bliver man det?

Kvinderne udgør slægtens rygrad og røde tråd. Slægtens mænd er natmænd. Kommer og går og forsvinder igen. I lejligheden på Kirkeveien i Oslo bor tre generationer af kvinde: Den Gamle, Boletta og Vera. På den dejligste forårsdag, Norges befrielsesdag, tirsdag den 8. maj 1945, er Vera på tørreloftet for at hente tøj. Hun er fyldt til randen af en stor og besynderlig glæde. Men glædens slukkes brat, for Vera voldtages denne tirsdag af en ukendt mand med ni fingre. Hendes førstefødte undfanges. Han bliver 8 ½ måned senere født i en taxi i et gadekryds i Oslo og får navnet Fred. Men er der noget Fred ikke har i sit sind, så er det fred. Det er som om, han er født rasende. Rasende over ikke at være hel men kun halv. Uægte barn uden at vide, hvem der er hans far. Ukendt med så væsentlig en del af sin egen livshistorie.

Lillebror Barnum kommer til nogle år efter Freds fødsel som frugten af forholdet mellem Vera og den lille mærkelige trinde Arnold Nilsen fra øen Røst. Hjulet kaldet. Endnu en natmand i slægtens historie. For det meste fraværende. Fred og Barnum er halvbrødre. Eller er de? Er de måske helbrødre? Ja. Måske(!) ikke i kødelig forstand, men  i egentlig og inderlig forstand er de helbrødre. Hinandens ”bedre halvdel”. Komplementære. Dybt afhængige. Fred har et opmærksomt øje på alt inklusive sin lillebror. Barnum søger frygtsomt Fred, men når ham kun i få og sjældne stunder. Fred forlanger integritet af sin omverden. Af det der siges. Selv siger han kun det han regner for nødvendigt. Og efter Den Gamles, oldemorens dødsulykke er han – som sin mor, Vera, var det efter voldtægten – i mange, mange måneder (22!) tavs som graven.

I dette mærkelige men via kvinderne alligevel varme hjem, som drengene vokser op i – med så mange Natmænd og ukendte faktorer – er der et forhold som spiller en ganske særlig rolle og som skaber en vis sammenhæng, sammenhold og værdighed for dem alle. Det er oldefar Wilhelms sidste brev fra Grønlandsfærden, hvor han, ganske ung, omkom i sneen og isen. Brevet med de gode slutord – så påståelige og fulde af kærlighed og mod: ”Dog vil jeg meget nødig dø nu, for jeg synes, at det er dejligt at leve!”

Hvordan bliver man et helt menneske? Hvordan får man parentesen fyldt ud? Barnum drikker som voksen en tid lang som et hul i jorden. Fylder på som en gennemført fyldebøtte men får kun tomhed ud af det. Han lever sammen med Vivian, som gerne vil have et barn. Men Barnums sæd er dømt uduelig. Og dog så bliver Vivian gravid. Omkring det tidspunkt de to, Barnum og Vivian, går fra hinanden og hun flytter ind i den nyindrettede lejlighed på Kirkeveien hos gamle Bolettta og Vera øverst oppe på det der engang var tørreloft, omkring det tidspunkt føder Vivian sønnen Thomas. Thomas for tvivl. Hvis søn er han? Gamle vise Boletta siger til Barnum: ”Du skal ikke være rasende, Barnum – du skal hellere elske Vivian og barnet – kan du ikke det, så er du kun en halv mand…” En hel mand, et helt menneske, bliver man ved at elske og være elsket. Kun herigennem fyldes parentesen ud.

Oprindelsen, sæden, dens kvalitet og opkomst er uvis. Men sikkert er det, at børn kommer til verden. Det væsentligste er altid, om mennesker vil kendes ved hinanden som brødre og søstre som mødre og sandelig også som fædre! At være hel er at elske og være elsket. Ved at tage imod det andet menneske og virkelig påtage sig at være hinandens bedre halvdele. Det er på den måde fortællingen, ens livshistorie, kan blive hel, hænge sammen og give mening fra sig. Det er i det almindelige liv, hvor mennesker vil kendes ved hinanden og tage til orde, selvom det er så lidt vi ved – men: ”det lidt vi ved, må vi ikke glemme, og det vi tror vi ved, skal også regnes med” – det er i det almindelige liv, hvor vi tør give slip på alle mulige tåbelige forbehold, hvor vi tør satse på nærvær i stedet for fravær, vi kan opleve det endda ofte daglige under det er at få ensomheden og halvheden brudt. Når den gode ånd indfinder sig og gør os til mennesker, der mærker, ”at det er dejligt at leve!” – så er fraværet fyldt ud og ophævet. Så er man på højde med livet og har fundet sit sted her på jorden. Så er man blevet et helt menneske.

Man bliver ikke hel af at være høj, men man bliver høj af at være hel. Og tage del. Give slip for at kunne tage fat. Vokse ved at turde være lille. Redde sit liv, få et liv, et helt liv, ved at miste det – give det bort i dagligdags rutiner sammen med det andet menneske ved min side. Min bedre halvdel: Bror, søster, ægtefælle, ven. – Barnum ser det til sidst i flyveren fra startbanen på Tempelhof i Berlin, at så enkelt er også drejebogen for hans eget liv. Han ser de oplyste vinduer og herigennem livet i husene dernede: ”… det er som en film, tænker jeg, menneskenes historier fra vindue til vindue, menneskenes bevægelse, deres almindelige og skønne rutiner, det er min film, og i det sidste vindue ser jeg et gammelt par der sidder på sengekanten og kysser hinanden, før flyet farer ind i himlen og jeg får et glas vand.”