I den stærkt selvbiografiske roman ”Opkald fra mælkevejen” (2020), fortæller den nu omkring 60-årige forfatter, billedhuggeren, Bjørn Poulsen, om en vild og voldsom, og også sær og vanskelig opvækst alene sammen med sin søster og sin psykisk syge, sindssyge, som vi sagde det dengang, mor – jævnligt indlagt på Skt. Hans og i de sidste 40 år af sit liv konstant på Skt. Hans og lignende steder. – Faderen var væk i et nyt ægteskab, allerede da børnene var små. Moderen, som var ud af svensk landadel og besad en vis sum penge, en mindre formue, opgav efter få år at holde hus og hjem i Virum. Og så boede de ellers på skiftende hoteller de kommende fem år, indtil Bjørn kom på Herlufsholm og et par år her med massiv mobning og ensomhed.

Bjørn Poulsen fortæller usentimentalt og uden nogen som helst offermentalitet fra sit, mildest talt, mærkelige barndomsliv. Tonen er lettere distanceret og dog i grunden kærlig i forholdet til den mor, som i så ringe grad, eller i hvert fald på så skæv og mærkelig en måde, forsøgte at være: mor. Opgøret kommer mere til at ligge i forholdet til den fraværende far – og til Gud.

I en erindring efter et af sine mange besøg hos moderen på ”Askely”, på det psykiatriske plejehjem, hvor hun levede den sidste lange del af sit liv, fortæller han: ”Ude i bilen slår det mig, at jeg allerede som barn tænkte over teodicé-problemet. Jeg kendte selvfølgelig ikke selve begrebet, men jeg spekulerede over, om Gud virkelig var så god, som både min børnebibel og H.C. Andersen påstod. Tværtimod forekom han mig at være ikke kun hævngerrig og grusom, men også uretfærdig. Første gang jeg hørte om Guds befaling til Abraham om, at han skulle ofre sin søn Isak, reagerede jeg mod det urimelige i dette krav. Jeg ønskede, at Isak skulle gøre oprør, rive sig løs af sine bindinger.

I Virum havde vi en stor bog om Rembrandt, og på hans billede af Isak kunne jeg se, han var en stor dreng, i mit otte-ni-årige perspektiv så godt som voksen, alligevel lå han bare der med alt sit hvide kød blottet for slagtekniven. Jeg hadede Gud og Abraham og foragtede Isak, og senere, da jeg blev ældre ændrede mine følelser sig ikke grundlæggende. Ikke et øjeblik købte jeg Kierkegaards ellers meget velargumenterede forklaring om, at det hele handlede om tro, om en tro der var så stor, så ubegribelig at den overskred enhver moral, nej, for mig var sagen klar, alt handlede om magt, om at Gud ville demonstrere sin almagt, at uanset hvor gudfrygtig og pligtopfyldende Abraham var, så kunne Gud alligevel til hver en tid tvære ham ud som en ynkelig lille pissemyre…”

Det er, som jeg ser det, en skam, at Bjørn Poulsen bliver hængende i Det Gamle Testamente. I øvrigt vil jeg lige minde om, at Guds engel stopper Abraham i sit forehavende. Isak bliver ved Guds engels mellemkomst ikke ofret. Det er (også) fortællingens pointe. Og hvis vi åbner os for Det Ny Testamente og for ånden i evangeliet, så vil vi her fornemme, og i en eller anden grad, forstå, at Gud selv i Jesus Kristus går ind på offerets, på Isaks og den lidendes plads. Og opløser inde fra ofringen af den anden som en vej til Gud. Gud selv hænger i Jesu skikkelse på korset. Der er ingen Gud i himlen at ofre til. Der er heller ingen vej til livet gennem offermentalitet. Ofrets plads er éngang for alle taget af vor Herre selv! Men der er en vej, ”som verden ikke kender” (DDS 379,1), en vej som går ind gennem afmagten, inklusive smerten og lidelsen og alt det mest forfærdelige. En guddommelig vej, som Gud selv i Kristus baner for dig og mig. – Der er nok i vejen! Der er nu nok også for de fleste af os en hel del mærkværdig glæde og fryd, til tider nærmest lykke, forbundet med det at være menneske her på vejen og livsvandringen for os hver især. Det kunne vi godt skænke en tanke – og en tak til Gud og til hinanden.