Køkkenhaveglæden

På motorcykeltur sammen med fem andre ældre gutter op gennem Gudbrandsdalen, med mange store fine, flotte biler på vejene, så vi flere steder på gårde og lader store bannere udspændt, hvorpå der stod: ”Norge trenger bonden” altså: Norge har brug for bonden – Norge behøver landbruget. Selv rige olie-Norge har brug for, at der er nogle der dyrker korn og græs og producerer mælk og kød og brød til bordet. Det er stadigvæk for mennesker, hvor teknologisk højtudviklede og rige vi så end måtte være blevet i vores vestlige velfærdssamfund – det er stadigvæk grundlæggende nødvendigt, at vi kan få mad på bordet. At der er bønder og alt muligt andet godtfolk, der sørger for den del af forsyningerne til menneskelivet.

”Norge trenger bonden” – vi mennesker trænger til livstaknemmelighedens og forundringens åbenhed for virkelig at kunne modtage livets gave fra øjeblik til øjeblik – nu og her. Norge – Norges land og kultur – har så umådelig meget stort og godt at byde på. Herunder gode forfattere som for eksempel Karl Ove Knausgård. Det er ham med seksbindsværket ”Min kamp”. Men også så meget andet godt, som i romanen ”Ulvene fra evighedens skov”, hvor Knausgård et sted skriver så fint om køkkenhaveglæden. Opmærksomheden og sansen for underet i det nærværende. Hør bare her, hvor han skriver om: ”At trække gulerødderne op færdigudvoksede, med de grønne fjerduske der giver dem et islæt af middelalderens riddere, og skinnende orange, slanke kroppe, skrånende ned mod spidsen fra alle sider, når de slipper grebet i den fede, sorte muld, er ikke kun æstetisk smukt og etisk tilfredsstillende – jeg har selv dyrket dem i min egen have – men også dybt meningsfuldt. – Det samme gør sig gældende for hindbærrene, når de lyser rødt i det grønne, bugtede og matte, med de mange små puder af saftigt bærkød og bittesmå tørre frø, eller ribsenes næsten glasagtige skal, også de knaldrøde i søen af grønt, eller for den sags skyld kartoflerne der ligger blinde og stumme ned i jorden og selv ligesom er blevet jordede med de mørke, tørre skræller, rugende på en hemmelighed som er at kødet nedenunder er lysende gulhvidt, som veddet under barken på et træ eller som tænderne bag læberne på menneskene for hundrede år siden. At grave i jorden, at dyrke frugt og grøntsager og bær, at se årstidens gang, er at være en del af verden, det er at være en del af det samme som gulerødderne, hindbærrene, ribsene eller kartoflerne er en del af.”

Sikke en glæde at få ord som disse skænket. Og smage på dem. Og mærke hvor underfuldt godt det er, at leve i modtagelsen af livets rige gave – herunder hindbærrene, ribsene, nyopgravede gulerødder og kartofler. – Intet af det vi i grunden lever af, har vi ret til. Intet menneske kan i det hele taget leve af at have ret (det skulle da lige være i en vis forstand advokater!). Tværtimod, så dør vi af at se livet som en ret og af udelukkende at fokusere på, hvad vi måtte mene at have ret til.

”Se jer for”, siger Jesus, ”og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.” (Lukas 12,15) Se jer for. Tag ikke fejl. Men ”Se jer for”, betyder også: Kig op fra din skærm og din sparekassebog! Kig op og kig ud og se hvilken rigdom du og jeg får givet alene ved det at være her til stede, her i live, endnu en dag – det er nådens tid! Så rig hos Gud, hvor meget aktiekurserne så end hamrer mod bunden og inflationen stiger. Så umådelig meget givet, at vi også i virkeligheden altid har noget at give videre af – give slip på – slippe og give videre. Give op, om det skulle være – og det skal det af og til og engang endegyldigt. Og stadigvæk så skal du også her være i Guds nåde.