I romanen ”De usynlige” og de tre følgende romaner af norske Roy Jacobsen er vi hen over generationer i en stærk livsfortælling med den lille klippeø Barrøy i det nordvestlige Norge i Norskehavet som fixpunkt. Selve øen Barrøy repræsenterer bestandigheden i alt det foranderlige. – I det første bind, i romanen ”De uynlige”, hører vi om Hans Barrøy engang i 1930´erne på vejen hjem fra hovedøen ud for kysten heroppe i det nordvestlige Norge – på vejen hjem til Barrøy, hvor de som eneste familie har boet og levet i generationer. Hans Barrøy er fiskerbonde. Hvert år i nogle vintermåneder er han væk sammen med sin bror og ”fisker på Lofoten”. Nu er han denne dag på vejen hjem. Han har været hos præsten og aftalt, at de to nu forældreløse børn, som for nogle måneder siden er kommet med hjem på Barrøy, at de skal blive hos dem der på øen. Det står nu fast, at det må være det bedste for dem. Og så må vi se, hvad der sker.
Som sagt, Hans Barrøy er nu på vejen hjem i sin egen lille sejlbåd, og tænker mens han sejler hjemad: ” – Matutinum, matutinum… Det er latin og betyder i morgen, i morgen, havde han set i en bønnebog på anlægget, og ordene var blevet siddende i ham som prydgenstande, der var gode at have i munden, og han var sjældent højtidelig til mode over at være hjemme igen på sin egen ø, han, som kunne alle hundekunster og kneb med at længes hjem uden at gå til grunde, nu var det endelig afgjort, også derinde hos præsten, at når alting revner, holder øen stand, det vidste han jo godt, men havde ikke mærket det så religiøst som nu, hvor det gik så skævt med verden, og han havde en tungere byrde på sine skuldre end nogensinde, tænkte han og slap sejlet ud for landingen, så båden kunne glide de sidste favne ind og sætte jernet i træværket.”
Hjemme! Hvor er det dog uvurderligt godt at have et sted at høre hjemme. At bygge og bo. Og som her i ”De usynlige” nogle at have hjemme og høre hjemme sammen med. Så er det ikke de nok så ”mægtige gerninger” derude i verden, der i virkeligheden betyder noget, men så er det stedet og ånden og hvad vi bygger og bor på derhjemme, der er det afgørende. – Som det siges i romanen ”De usynlige”, efter at de har fået træhuset, det gamle hjem på Barrøy, udvendigt malet og givet farve: ”De gik ud på jorderne om aftenen, vendte sig om, kiggede hjem og tænkte, der bor vi. Det var også det første, de gjorde om morgenen: De gik ud og kiggede på huset. De fik kræfter af at se på det, håb og humør.”
”De fik kræfter af at se på det, håb og humør” – sådan har jeg det også, hver gang jeg fra nordsiden kommer hjem til Vær og ser kirken. Smukke, hvide Vær kirke – liggende, som nu i små tusind år her på bakketoppen ovenfor søen. Og sådan tror jeg, eller: véd jeg, at mange andre har det på lignende vis. Om ikke Vær kirke specielt, så én af de tusinde andre kirker her i landet. Kirkehuset som et særligt fælles hjemsted: ”De fik kræfter af at se på det, håb og humør” – og sandelig også af at gå ind i det, til gudstjeneste, og få noget ud af det. Fornemme ånden herinde i kirkehuset og gudstjenesten – og i den bedst tænkelige ånd, kunne gå ud herfra – opbyggede – på ny opladte og oplagte til hverdagslivet derude og derhjemme hos os selv hver især.