I en sommer med ikke alene voldsomme skovbrande men også bogafbrændinger og brændende ytringsfrihedsytringer kan der være grund til at besinde sig på, hvad vi (også) har at gøre med i hele dette felt: 1) Afbrænding af bøger (nok så hellige eller uhellige) har aldrig ført noget som helst godt med sig. 2) Det har så sandelig heller ikke fundamentalistiske læsninger af helligskrift som legitimation for afbrænding af bygninger og mennesker.
Altid skal man være ekstra opmærksom og varsom i omgangen med ”hellige bøger” og bogstaver. ”Man skal”, som forfatteren Paul Auster skriver det i romanen ”Brooklyn dårskab” (2005) i den sidste sætning inden romanens allersidste lille kapitel: ”Man skal aldrig undervurdere bogens magt” – Det gælder på både godt og ondt. Bøger kan være skønne og livgivende. Og bøger kan være dræbende.
I ”Brooklyn dårskab” hører vi om den godt og vel 60-årige Nathan Glass, som ramt af en alvorlig kræftsygdom ”ledte efter et stilfærdigt sted at dø”, som det siges i indledningen, men som fandt et sted at leve – i New York. Kræftsygdommen bliver han helbredt fra, og menneskelige relationer han troede tabt for evigt, på grund af egen dårskab og uopmærksomhed genopstår. Ja, Nathan, får sig en kæreste – den blot få år yngre Joyce, som virkelig bliver hans livs joy og rejoice – glæde og genopstandelse. Vi to havde, som Nathan fortæller det, ”ikke nået vores livs december, men der var ingen tvivl om at maj lå langt bag os…” Nu først i september har Nathan været indlagt nogle dage på grund af noget i virkeligheden ukompliceret. Han er nu denne morgen blevet udskrevet – ikke af historien, men fra hospitalet. Det er et dejligt sted at blive udskrevet fra. Og så lyder ordene sådan her i romanens lille afsluttende kapitel:
”Så lod de mig gå. Jeg trådte ud i den kølige morgenluft, og jeg følte mig så glad over at være i live at jeg havde lyst til at skrige. Over mig var himlen ren og dybblå. Hvis jeg gik hurtigt nok, kunne jeg nå hen til Carroll Street før Joyce tog på arbejde. Vi kunne sidde i køkkenet og få en kop kaffe sammen, se børnene rende rundt som jordegern mens deres mødre gjorde dem klar til at gå i skole. Så ville jeg følge Joyce til subwayen, lægge armene om hende og kysse hende farvel. Klokken var otte, da jeg trådte ud på gaden, klokken otte om morgenen den 11. september 2001 – bare seksogfyrre minutter før det første fly brasede ind i det nordligste tårn i World Trade Center. Bare to timer efter det ville røgen af tre tusind brændte lig drive hen over Brooklyn og styrte ned over os i en sky af aske og død. Men lige nu var klokken stadig otte, og mens jeg gik hen ad avenuen under den strålende blå himmel, var jeg lykkelig, kære venner, så lykkelig som noget menneske der nogensinde havde levet.”
Kære venner – og fjender – lad os ikke lege med ilden. Lad os besinde os. Der er nok at brænde for og glæde sig over og sågar kæmpe for uden at behøve at brænde noget som helst af – hverken bøger eller mennesker.