Landingslettelse

Det fortælles om kvinderne ved Jesu åbne og tomme grav påskemorgen, at de løb bort derfra ”med frygt og stor glæde”. Fordi, kan man sige, det var for godt til at være sandt OG det ER sandt! Kristus er opstanden! Glædelig påske!

For godt til at være sandt? Fake News er ikke en ny opfindelse. Det kunne være aprilsnar og løgn det hele. Ja, det er sandt(!), det kan det være. Og som sagt – lige fra den første påskemorgen – deraf frygten. Og tvivlen. Og så samtidig glæden og fryden, så umulig at holde tilbage, i og med ordene: Kristus er opstanden! Eller på den tids internationale sprog, den tids ”engelsk”: Kristos anastas! som er græsk – og som er kristendom på kortform. Den kortform hvormed det løb ud i verden og op gennem tiderne til også os nu i dag. Fordi kvinderne den påskemorgen løb bort fra Jesu tomme grav ”med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det” – Kristos anastas! Kristus er opstanden! Glædelig påske!

Jeg har en kammerat, som i forbindelse med sit arbejde flyver en del, og som samtidig lider af flyskræk. Specielt når der er godt med lufthuller og turbulens deroppe, bliver han bange. Det er virkelig hårdt for mig, siger han. Men det har så den store fordel, at jeg mere end de fleste andre i den grad er lettet, når jeg er landet!

Når jeg er landet er jeg lettet(!) Det umiddelbart set modsætningsfyldte kan godt hænge meningsfuldt sammen. Som påskemorgenens både frygt OG store glæde hos kvinderne. Da de var landede var de lettede. Langfredags gru og påskelørdags store sorg blev brudt af engleord, som sidenhen ikke slap sit tag i dem, men tværtimod fyldte tomheden med håb og med tro på, at så var det alligevel sandt, det, han, Menneskesønnen, hele tiden havde sagt til dem og med alt sit villet vise dem, at kærligheden overvinder døden – ”at døden intet finder hos / den, som har elsket meget” (DDS 731,3)

Vinklingen er afgørende. Vi skal alle ind i den gravhule, i Jesu tomme grav, for at påskemorgenens budskab kan få sit tag i os – og vi kan blive genfødte til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Ja, det er selvfølgelig i overført betydning, jeg taler. Det er det altid, når vi taler om det allervæsentligste i livet – så må vi ty til billeder, og lignelser – så må vi tænke og tale i overført betydning. Vi må med ind i gravhulen – ind i halvmørket. Eller måske ligefrem gå med derind Langfredag ind under aften, hvor de bærer hans døde legeme til graven. Og så blive derinde, når kæmpestenen rulles for, og der bliver mørkt og udsigtsløst. Blive derinde og vente indtil det kan ske – det er ikke sikkert, det sker, men det kan ske, at kæmpestenen som ved et under rulles fra – og det der før, set herindefra udelukkende lignede en lukket udgang, nu står foran dig som en lysende indgang til liv og sammenhæng derude. Som en fødsel. En genfødsel.

Som et par drenge lidt forvildede og forpustede spurgte Storm P. om det, da han en dag var ude at gå sin sædvanlige tur med sin lille hund på Frederiksberg Kirkegård: ”Hvor er den indgang, man går ud af”? Den fik Storm P. en hel del ud af: ”Hvor er den indgang, man går ud af”?

Det gælder om at komme til verden – at komme ud – ud til en verden udenfor alle små snævre indelukkede rum. Herunder gravhuler. Og kirkerum! Ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde er vi genfødte til et levende håb – til liv og lys derude i det forårsliv, der venter. Med englens ord påskemorgen: ”Se, han går i forvejen for jer til Galilæa”. Det var der, de kom fra. Det var deres dagligliv. ”Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det”. Og som sagt så gjort. Så må også vi – og meget vel som kvinderne påskemorgen – med både frygt og stor glæde ud herfra og videre ud i det levede liv med det, vi nu har fået med os. Det er her, vi lander – i grunden lettede – for: Kristus er opstanden! Glædelig påske!