Nu her sidst i april 2019 har jeg på forlaget Eksistensen udgivet den tredje bog i rækken af samtalebøger om litteratur, kristendom og menneskeliv. Denne gang med titlen ”Låneord”. Fra forordet:

”Låneord er et indarbejdet ord hentet fra et andet sprog.” Sådan har jeg her lånt ord fra Wikipedia for at formidle til min læser, hvad ordet låneord betyder. Vi gør det hele tiden. Låner. Det bliver for mig ved med at være nogle af de bedste ord, jeg gennem hele livet har fået, eller lånt, fra litteraturen – de to små sætninger hos Kerstin Ekman i romanen ”Springkilden”: ”Vi har alting selv. Men vi låner det af hinanden”. Du og jeg, vi har hver især i os selv alt muligt af det, der skal til, for at livet kan leves, og i gyldne stunder godt endda – og – det bliver kun til noget, og af og til noget godt, når vi ”låner det af hinanden”. Når vi vekselvirker, og ikke bilder os selv ind, at vi skulle kunne få noget ud af livet ved at holde det ene og det andet for os selv. Det gælder alt muligt af det, der hører menneskelivet til. Det gælder ikke mindst sproget. Ordene. Fortællingen. Det levende ord, som for mig at se aldrig finder bedre sted end i den gode samtale to, eller flere, mennesker imellem. Men sandelig også i fortællinger af alle mulige slags. Herunder i den skønne litteratur. Altså, med andre ord, i skønlitteraturen.

Låneord er et indarbejdet ord hentet fra et andet sprog. Fra et andet sted. Sådan som for eksempel skriftsteder kan være et andet sted, et andet sprog. Og her tænker jeg skriftsteder både i og uden for biblen. Skønlitteraturen er et sådant sted, hvorfra der kan hentes såvel indsigter som udsigter. Øjenåbnere for forhold i såvel det indre liv som i det ydre liv. Således låner romanen mig ord og vinkler til om muligt at se mere end jeg ellers så. Eller erindrer mig om noget af alt det, jeg har glemt eller fortrængt. Bidrager til at kunne få sat ord på også de dele.

Forfatteren Jan Kjærstad taler et sted om romanens ”underliggørelse”. Dette at en roman kan skabe en form for positiv fremmedgørelse ved sin anderledeshed eller skævhed og herigennem give mig adgang til at se noget andet og mere. Som en rejse ud i det fremmede kan hjælpe mig til at få øje på det hjemlige på nye måder, sådan kan litteraturen skabe afstand for mig, til det som ellers i mit daglige liv er så alt for nært på mig, til at jeg i virkeligheden kan få ordentligt øje på det. Nærvær gennem fravær, kunne vi kalde det. Sådan som ret mange opslugte romanlæsere gennem tiden for øvrigt har oplevet at blive betegnet af ens nærmeste som netop fraværende.

Låneord er et indarbejdet ord hentet fra et andet sprog. Således også på lignende vis med evangeliet. Guds Ord. Hvor meningen med det hele er, at ordet, Guds Ord, skal gå i kødet på os og blive til levet liv. At Guds Ord må blive ”indarbejdet” hos os på en måde, som svarer til det, vi i kristendommen, med det fine ord, taler om som inkarnationen. Underet, som vi i særlig grad fejrer ved juletid. Dette at Gud bliver menneske i Jesus Kristus. At Guds Ord går ind i det menneskelige i skikkelse af Menneskesønnen. At Gud her i Kristus lægger krop til sit ord og sin kærlighed. For at låne os heraf. For at Guds Ord, gennem Hans Ånd, må kunne blive indarbejdet hos os i krop, sind og sjæl. I en sådan vekselvirkning finder det velsignede menneskeliv sted. Gud låner øre hos os og vi låner ord hos Ham. Hertil hjælper os den gode fortælling, det levende ord, i alle dets mange skikkelser. Inklusive den gode roman.