Som en del af årets sommerferie (og det var sidste år) med ture ud i det danske sommerland var vi sammen med vores lille knapt treårige nevø, Asger, på besøg i Tirpitz-bunkeren i Blåvand. Tirpitz-stillingen, den ufærdiggjorte kanonstilling fra 2. verdenskrig, og nu også med hele udstillingen, anlægget og museet derude (åbnede den 29. juni 2017), lagt ind i klitten, i hovedlinjerne så fint tænkt og tegnet af arkitekten Bjarke Ingels. – Tirpitz blev som andre nazi-bunkere efter krigen forsøgt bortsprængt. Det lykkedes ikke. Og alligevel faldt den. For den var, i enhver forstand, bygget på sandgrund. Alt muligt af det Tirpitz-bunkeren stod for, det holdt, Gudskelov, ikke i det lange løb. Bunkeren var med alt sit umenneskelige tankegods bygget på sandgrund – ”Og huset faldt, og dets fald var stort”, som Jesus siger det i sin lignelse om at bygge sit hus på sandgrund.

Hvad er tro og kristendom? Hvad vil det sige, som Jesus taler om det, at bygge sit liv på klippegrund eller på sandgrund? Troen og kristendommen er en åndelig sag. Levende, bevægelig virkelighed. Fundamentet ligger fast. Hovedhjørnestenen er i skikkelse af Kristus urokkelig. Men vi må være varsomme med, hvordan vi i øvrigt tænker dette med fundamentet. Tror vi, at det er vores egen tro, der er fundamentet – måske endda ligefrem egen klippefaste tro – så bliver vi fundamentalister. Og det er ikke så godt. Det er slet ikke godt, for så er Fanden løs. Bliv derfor aldrig for klippefast i din tro! Vogt dig for fundamentalismer af enhver art! ”Troen er ikke en klippe”, som vi synger det i en fin lille, forholdsvis ny salme af Jens Rosendal: ”Troen er ikke en klippe / midt i et stormpisket hav, / tro er at sejle trods bølger / over en truende grav”. – ”Tro er det levende nære” – ”Tro er utrolige kræfter”.

Det er så fint derude på Tirpitz i Blåvand med museet og udstillingen ved siden af bunkeren om 20.000 års historie med mennesket ved den jyske vestkyst. Bygget ind i klitten centreret omkring den godt og vel 100 år gamle redningsbåd, som man gerne må gå op i. Og det gjorde vi. Her hvor rummet hver halve time automatisk mørklægges og et dias- og filmshow ”fra mammutslette til spidstelt” vises på vægge og loft, så vi alle må løfte vores ansigter og se forunderlige og dramatiske glimt udfolde sig fra menneskeheden lange historie. Da vi bagefter spurgte lille Asger: Hvad kunne du allerbedst lide, da vi var på Tirpitz? svarede han uden betænkning: Båden – jeg kunne bedst lide redningsbåden! Den vil jeg tage med fra Asger – og fra Jens Rosendal tillige – redningsbåden som et godt billede på troen: ”… at sejle trods bølger / over en truende grav”.