Pinsesnittet talte man om i gamle dage. Og jeg troede som helt ny præst først, at det var noget med, hvordan man ”skærer” en pinseprædiken til. Hvor og hvordan man ”lægger snittet”. Men pinsesnittet, det nye pinsesnit, har at gøre med, at man førhen fik nyt tøj til pinse. Derfor kaldte man det nye sommertøj for pinsesnittet, som stolt blev vist frem til gudstjenesten pinsemorgen. I dag hvor vi får nyt tøj hele året rundt, nogle gør i hvert fald (har jeg lagt mærke til herhjemme) – tales der ikke så meget om pinsesnittet mere. Og dog så vil jeg da lige nævne, at jeg pinsedag i år stod i min splinternye præstekjole i kirken til pinsegudstjeneste. Min sidste nye (og nye sidste – for nu skal jeg ikke have flere – NB. Vi får en ny cirka hvert tiende år) – min sidste nye og nye sidste præstekjole. Mit pinsesnit, der jo så alligevel som det vigtigste og det, som det drejer sig om i gudstjenesten har at gøre med, ikke præstens tøj, men prædikensnittet. Prædikenens ord og tale. Ånden og budskabet heri. Med tanke, altid i grunden, på det, der med Jesus er blevet sat ind i verden. Ved Helligånden skænket os at leve i. Som en iklædning. Det nye pinsesnit.

”Jeg går bort, og jeg kommer til jer”, siger Jesus. Ved sit fravær opstår der gennem Ånden et nyt nærvær: ”Jeg går bort, og jeg kommer til jer”.

Journalisten, forfatteren og foredragsholderen, Charlotte Rørth, som i 2015 udgav bogen ”Jeg mødte Jesus – bekendelser fra en modvilligt troende” er lige nu aktuel med bogen ”Gud, du er jo lige her” – med undertitlen: ”Sådan lever jeg med min tro”. Charlotte Rørth fortæller her blandt andet om det, der kaldes ”hjertebønnen”. Om hvordan hun helt konkret ”iklæder sig” sin kristentro gennem for eksempel hjertebønnen. Som helt enkelt består i at ånde ind og ånde ud på ordene ”Herre Jesus Kristus – forbarm dig over mig.” Charlotte Rørth skriver: ”Jeg beder hjertebønnen med min vejrtrækning. ”Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig”. Sådan lyder det inde i mit hoved hele tiden. – Åndedrættet ind og ud. – Uden det var vi ikke i live, så det er ikke sært, at alle religioner har en bøn, der passer til vejrtrækningen. Jeg har læst mange, lange forklaringer på, hvorfor det virker, men lige i denne sammenhæng har jeg ikke brug for forklaringerne, ej heller for min tankekraft. At vide, at millioner af andre har sagt og siger de samme ord, er for mig en foræring så svimlende stor, at jeg bliver mundlam og oftest blot siger bønnen for mig selv. Bønnen kommer bare. Er der. Som skyerne på himlen og blæsten i træerne…” (s. 80)

Ånde ind og ånde ud på ”Herre Jesus Kristus – forbarm dig over mig”. Også sådan, og så enkelt, kan vi som kristne – ved Ånden – iklæde os troen. Nært forbundet med åndedraget og selve dette at være til i verden. – Og så fortæller Charlotte Rørth i øvrigt også så fint om at erfare Guds kærlighed og lægge krop til den. At også jeg er elsket. Elsket af Gud. Og Gudskelov – for hende og mange andre – måske endda også elsket af nogle mennesker omkring dig. Men altid elsket af Gud. I grunden fra morgen til aften og natten med være iklædt Guds kærlighed og fred. – Og hun fortæller om glæden også ved at sidde til gudstjeneste i Budolfi kirke og være en af mange og samtidig med netop alt sit eget være og blive velsignet af Gud: ”Så meget i mit liv vælter rundt. Her er ro. Men plads til min uro.”