Jeg har siden december 1988 som præst medvirket ved omkring 1200 begravelser og bisættelser. Langt de fleste har været folk oppe i alderen med et langt levet liv bagude. Og for langt, langt de flestes vedkommende med barnedåben liggende som noget af det allerførste i deres levede liv. – Her lød for første gang lovprisningsordene over det menneske, som de nu her ved begravelsen lyder for sidste gang: ”Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.” Ved begyndelse og ved afslutning – lovprisningsordene til Gud som omkransende dette bestemte menneskeliv. Ligesom også trosbekendelsens ord lød over det menneske i dåben i sin tid ved indgangen til livet, sådan forekommer det mig også at være dybt meningsfuldt at lade de samme ord lyde over det menneske nu i døden ved udgangen fra livet. Eller rettere, kirkeligt set: indgangen til livet hos Gud i evigheden.

Sådan kan man også tænke på de ord, som lød i dåben umiddelbart efter selve dåben med de tre håndfulde vand ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, hvor præsten under håndspålæggelse beder Gud om at passe godt på den nydøbte nu og al tid: ”Han bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid!” Normalt ville vi tænke modsat rækkefølge: indgang og udgang. Men pointen her i rækkefølgen udgang og indgang kan så fint være det håb, den tanke og tro, at vi ved udgangen fra livet her, indgår til evigt liv hos Gud.

Vi tænker almindeligvis lineært, når vi betragter et menneskes livshistorie, med fødslen som begyndelsespunktet og døden som endepunktet. En i udgangspunktet lang lige linje, hvor jeg hele tiden nærmer mig det punkt, hvor der til sidst – tidligt eller sent – ikke er mere tilbage. Men som jeg på et tidspunkt i en radioudsendelse hørte den gamle radiomand Egon Clausen sige det, så er det meget bedre at tænke cirkulært end lineært om ens livstid. Ved en 40 års-fødselsdagsfest han deltog i, stod værtinden frem og bød velkommen med ordene: ”Jeg står nu her midt i livet…” – og som Egon Clausen havde tænkt: Ja, det gør ethvert menneske til enhver tid i sit liv. Fordi sådan er livsfølelsen i virkeligheden, hvad enten jeg tuller rundt som lille nybegynder i barndommens land eller ligger gammel af dage på hospice, så er jeg lige midt i livet, mit liv, og ikke på en linje, der klippes mere og mere af, og hvor jeg nu nærmer mig kanten. – Du og jeg er her, midt i livet. Fordi det er ethvert menneske til enhver tid – lige midt i livet. Allerede derfor er det cirkulære billede bedre og langt mere passende end det lineære, hvor der bare i ét væk bliver mindre og mindre tilbage. Det, der i det cirkulære livsbillede kan variere, og som gør det, er radius. Og en dag falder det sammen i det inderste midterste punkt, som jeg så godt kan forestille mig, har at gøre med det, vi med kristendommen taler om som evigheden. Vi får se!

Vi får se – som så i øvrigt er et af de bedste, kortfattede udtryk, jeg kender for dén åbne livsholdning, som meget gerne må husere i os hver især så godt som muligt til det sidste – ja, ind gennem det allersidste åndedrag: Vi får se!